Internetadgang i Syrien

Historien om internetudviklingen i Syrien

Syrien åbnede relativt sent for offentligt internetadgang. En internetforbindelse blev etableret i landet i 1997, men i årevis var Syrien det eneste tilsluttede mellemøstlige land, der ikke tillod generel offentlig adgang hrw.org. I slutningen af 1990’erne kunne kun statslige institutioner og et par enkeltpersoner (ofte via proxyforbindelser gennem Libanon) komme online hrw.org. Denne forsigtige udrulning afspejlede den officielle politik: regimet under præsident Hafez al-Assad indtog en “gå-langsomt” tilgang, af frygt for den frie informationsstrøm. Al media i Syrien blev strengt kontrolleret, og embedsmænd var skeptiske overfor, at internettet kunne muliggøre modstand hrw.org. Selv Bashar al-Assad (Hafez’ søn, som ledede den syriske computerforening før han blev præsident) talte for at udvide internetadgangen, men sikkerhedstjenesterne modsatte sig på grund af bekymringer over at “gøre det sikkert” for et traditionelt samfund hrw.org. Offentlig internetadgang begyndte først for alvor omkring 2000, kort efter Bashar al-Assad kom til magten thenetmonitor.org.

Da internettet først blev introduceret, voksede brugen gradvist, dog under omfattende statslig overvågning. De første internetudbydere var statsforbundne, og den syriske telekommunikationsinstitution (STE) blev den primære gateway. I juli 1998 var omkring 35 syriske regeringsinstitutioner online en.wikipedia.org, hvilket markerede det første skridt mod tilslutning. I begyndelsen af 2000’erne var væksten beskeden – for eksempel var der i 2000 kun omkring 30.000 brugere (0,2% af befolkningen) online en.wikipedia.org. I det følgende årti voksede adgangen imidlertid: i 2010–2011 havde cirka 4,5 millioner syrere (~20% af befolkningen) internetadgang en.wikipedia.org. Denne periode så vigtige infrastrukturmilepæle, såsom indførelsen af ADSL bredbånd i 2003 en.wikipedia.org og udbredelsen af internetcaféer og mobilinternet. To mobiloperatører, Syriatel og MTN, lancerede tjenester i 2000’erne, hvilket bragte mobildata (2.5G/EDGE og senere 3G) til større byer en.wikipedia.org. Fra starten opretholdt regeringen stram kontrol – STE bevarede et monopol over fastnettelekommunikationsinfrastruktur og internationale gateways, hvilket sikrede, at myndighederne kunne overvåge og filtrere trafik thenetmonitor.org. Ved slutningen af denne periode havde Syrien et grundlæggende internetframework på plads, men lå bag regionale naboer på grund af bevidst nedsættelse af ekspansion og omfattende censurtiltag.

Nuværende situation

Internetpenetration og adgang

På trods af mange års konflikt og begrænsninger bruger millioner af syrere i dag internettet, selvom præcise penetrationsfigurer varierer fra kilde til kilde. I 2021 var cirka 8,5 millioner syrere (46–47% af befolkningen) internetbrugere en.wikipedia.org. (Dette var et markant fald fra omkring en tredjedel af befolkningen i 2017–2019.) Andre analyser angiver en lidt lavere nuværende hastighed – omkring 36% af syrerne bruger internettet, hvilket stadig er meget lavt sammenlignet med den regionale gennemsnit på ~74% pulse.internetsociety.org. Det er klart, at Syrien stadig ligger bag de fleste mellemøstlige lande i forbindelse, og rangerer næsten i bunden af regionen en.wikipedia.org. Adgangen er geografisk meget ulige: byområder (som Damaskus, Aleppo, Latakia) har meget bedre forbindelse end landsbyområder eller krigsramte regioner. Over55% af syrerne bor i byer, og disse områder drager fordel af den eksisterende telekominfrastruktur (herunder 3G/4G mobilnetværk i mange byer) datareportal.com en.wikipedia.org. I kontrast lider mange landsbyer og konfliktzoner under beskadigede netværk og ustabil elektricitet, hvilket gør internetadgang sjælden eller ikke-eksisterende. Årevis af borgerkrig – herunder udbredt nedslagning og strømafbrydelser – har ødelagt telekominfrastrukturen i dele af landet, og afskåret hele samfund. Ifølge nogle vurderinger var omkring to tredjedele af landet frakoblet syriske internetudbydere på højden af konflikten på grund af infrastruktursskader og bevidste nedlukninger​ aleppo.c4sr.columbia.edu. I disse områder har folk været nødt til at stole på alternative midler såsom grænseoverskridende mobil signaler (f.eks. tyrkiske mobilmaster nær grænsen) eller satellitforbindelser for at komme online​ aleppo.c4sr.columbia.edu.

Al internettrafik i Syrien fortsætter med at strømme gennem statskontrollerede flaskehalse. Den syriske telekommunikationsinstitution (STE) forbliver ryggraden – stort set hver fast internetforbindelse og mest mobil datatrafik går gennem STE’s netværk benton.org. Den internationale båndbredde er begrænset til et par gateways: tre undervandsfiberkabler der lander på Syriens Middelhavskyst og et overland fiberlink gennem Tyrkiet benton.org. Denne centraliserede arkitektur betyder, at regeringen relativt let kan begrænse eller afskære landets forbindelse. Faktisk er hele landets internet blevet mørklagt mange gange. For eksempel, i juli 2012 og igen i november 2012 oplevede Syrien landsdækkende internetnedbrud, da regeringen effektivt lukkede internettet for at pålægge kontrol under sikkerhedsoperationer thenetmonitor.org. Sådanne begivenheder understreger både sårbarheden af Syriens infrastruktur og den stramme regeringskontrol over adgangen.

Overkommelige priser og kvalitet af service

Internetadgang i Syrien er ikke kun begrænset – det er også dyrt og langsomt for mange borgere. Kombinationen af begrænset konkurrence, økonomisk kollaps og sanktioner har gjort forbindelsesomkostningerne relativt høje sammenlignet med gennemsnitsindkomster syrianobserver.com. Regeringens stramme kontrol over internetudbydere (og den seneste konsolidering af mobilsektoren under regimeforbundne virksomheder) har betydet, at der er lidt markedspres for at sænke priserne. Som et resultat forbruger hjemmebredbånd eller endda mobildata planer en betydelig del af en gennemsnitlig arbejders indkomst, især midt i Syriens igangværende økonomiske krise og valutainflation. Udover omkostningerne er den servicekvalitet dårlig efter globale standarder. Gennemsnitlige bredbåndshastigheder i Syrien er ekstremt lave – i 2024 rangerede Syrien nær bunden (179. ud af 181 lande) med downloadhastigheder der i gennemsnit kun er omkring 4,6 Mbps en.wikipedia.org. Mange brugere oplever hyppige nedbrud eller nedsættelse af hastigheden. Brugere i byerne kæmper ofte med overbelastede netværk, mens landsbrugere (hvis de overhovedet har nogen adgang) kun kan få grundlæggende 2G/3G forbindelser. Manglen på investering i moderne infrastruktur (ingen udbredt 5G, begrænset fiber-til-hjem, osv.) betyder, at Syriens digitale oplevelse præges af lav båndbredde og pålidelighedsproblemer. Denne kombination af høje omkostninger og lav kvalitet begrænser yderligere effektiv brug af internettet, da mange syrere simpelthen ikke har råd til regelmæssig adgang eller kæmper med forbindelser, der er for langsomme til moderne applikationer.

Censur og regeringskontrol

Syrien har et internetmiljø, der er blandt de mest stærkt censurerede og overvågede i verden. Det regerende Ba’ath-regime har fra starten behandlet online rum som en forlængelse af sin autoritære kontrol. Internetcensur i Syrien er omfattende – tusindvis af hjemmesider har været eller er blevet forbudt af politiske eller sikkerhedsmæssige årsager en.wikipedia.org. Gennem årene har syriske myndigheder filtreret nyhedssider, opposition blogs, kurdiske og islamistiske sider, samt endda populære sociale medier og beskedplatforme, der anses for truende. Før 2011 var platforme som Facebook, YouTube og Twitter officielt blokeret i Syrien en.wikipedia.org. (Disse forbud blev kortvarigt ophævet i begyndelsen af 2011 i et kalkuleret træk, netop som protesterne i den arabiske forår spredte sig, muligvis for at berolige offentligheden eller for bedre at overvåge online diskurs en.wikipedia.org.) Selv når websteder er tilgængelige, står brugere ofte overfor udbredt overvågning. Regeringen overvåger internetbrug meget tæt – ved hjælp af teknologier som dyb pakkeinspektion for at snage i trafikken – og har arresteret borgere for hvad de poster online en.wikipedia.org. Vagt formulerede love mod cyberkriminalitet og falske nyheder anvendes til at  tilbageholde bloggere og brugere af sociale medier, hvilket skaber et klima af frygt. I 2009 havde Syrien opnået en plads på Reporters Without Borders’ “fjender af internettet” liste (og blev senere mærket som en fuld “spionstat”), hvilket afspejler sin systematiske undertrykkelse af online frihed en.wikipedia.org thenetmonitor.org.

Kontrol over internettet udøves også gennem statens monopol på infrastruktur. Da stort set alle forbindelser løber gennem statskontrollerede noder, kan myndighederne nedsætte internettet eller afskære adgangen i specifikke regioner under militære operationer eller uro. I hele borgerkrigen har Assad-regimet gentagne gange udnyttet denne kapacitet. Ud over landsdækkende nedlukninger har der været mange lokaliserede nedskæringer – for eksempel blev internettet og mobilnetværk i oprørske områder rutinemæssigt slukket under belejringer eller offensiver. Alt dette har ført til, at syriske internetbrugere praktiserer selvcensur og tyer til omgåelsesteknologier. Mange syrere bruger VPN’er eller proxyer til at få adgang til blokeret indhold eller kommunikere mere sikkert, selvom selv brugen af VPN er teknisk ulovlig, og VPN-tjenester ofte også er målrettet til blokering. Ikke mindre, Voice over IP (VoIP) tjenester (som Skype) er blevet blokeret helt, hvilket kræver omgåelsesmetoder for alle, der forsøger at foretage internetbaserede opkald en.wikipedia.org. Kort sagt er det nuværende internetlandskab i Syrien et, hvor staten strengt overvåger, hvilken information der kan tilgås og straffer dem, der overskrider grænserne online.

Indvirkning af konflikt på digital forbindelse

Den igangværende syriske konflikt siden 2011 har haft en ødelæggende indvirkning på landets digitale forbindelse. Den fysiske infrastruktur har været særdeles beskadiget af krigen. Fiberoptiske kabler, telefoncentraler, mobilmaster og elektricitet har været ødelagt eller forstyrret af bombninger og kampe, især i hårdt ramte byer som Aleppo, Homs og Deir ez-Zor thenetmonitor.org. I nogle områder kunne reparationshold ikke sikkert vedligeholde netværkene, hvilket førte til prolongerede nedbrud. Den territoriale fragmentering af Syrien under krigen skabte også et patchwork af forbindelse. Regioner uden for statens kontrol måtte finde alternative måder at forbinde på: for eksempel stolede oppositionens kontrollerede samfund i det nordlige Syrien ofte på smuglet udstyr og grænseoverskridende internet fra Tyrkiet, såsom langdistance Wi-Fi-forbindelser eller tyrkiske mobil-SIM-kort​ aleppo.c4sr.columbia.edu. I andre tilfælde blev satellitinternet brugt af journalister, humanitære grupper eller civile, hvor de lokale netværk var nede​ aleppo.c4sr.columbia.edu. Disse improviserede løsninger var kostbare og kunne kun betjene en brøkdel af befolkningen. Imens, inden for regeringens kontrollerede zoner, skar staten nogle gange bevidst internettet og kommunikationen i oprørske områder som en krigstaktik (i bund og grund ved at bruge forbindelsen som forhandlingsmiddel). Resultatet var en digital kløft intensiveret af konflikt: folk i Damaskus eller Latakia kunne stadig komme online (omend under overvågning), mens dem i belejrede Øst-Ghouta eller landlige Idlib blev nødsaget ind i digital isolation i lange perioder.

Krigen har også haft indflydelse på Syriens samlede forbindelsesmål. I de værste konfliktsår faldt Syriens samlede internetbåndbredde og antallet af aktive forbindelser dramatisk. En analyse i 2015–2016 fandt, at kun en tredjedel af landet havde regelmæssig adgang til syriske internetservices, mens resten var offline på grund af krigsskader eller frakobling​

aleppo.c4sr.columbia.edu. Selvom der er vendt lidt stabilitet tilbage til dele af Syrien, fortsætter nedbrud at ske. Mangel på elektricitet (daglige strømafbrydelser) og mangel på brændstof til generatorer betyder, at selv hvor netværksinfrastrukturen er intakt, er det en udfordring at holde den kørende. Følgelig, mens Syriens officielle internetpenetration langsomt er steget igen i de seneste år, er oplevelsen på jorden i mange områder en med intermitterende forbindelse. Konflikten har også stanset opgraderinger og vedligeholdelse af netværket – for eksempel er planer om at udvide fiberbredbånd eller udrulle næste generations netværk blevet udsat eller skaleret tilbage. Mange telekommunikationsfaciliteter, der blev ødelagt, er endnu ikke blevet genopbygget, især i oppositionkontrollerede eller tidligere omstridte regioner. Alle disse faktorer har forsinket Syriens internetudvikling med år: nationen vil kræve betydelig genopbygning af sin digitale infrastruktur i post-konfliktsår for at genvinde og forbedre forbindelsen.

Udfordringer for internetadgang

Syrien står over for adskillige udfordringer for at sikre bred, pålidelig og åben internetadgang. Nøglehindringer omfatter:

• Ødelagt infrastruktur: Efter over et årti med krig er meget af Syrien telekommunikationsinfrastruktur i forfald. Kampoperationer har ødelagt mobilmaster, afskåret fiberoptiske linjer og ødelagt byttecentraler. Som et resultat forbliver store områder af landet fysisk afskåret. Ifølge en rapport havde krigsskader og bevidste nedskæringer afbrudt cirka 2/3 af Syrien fra sit internetnetværk på højden af konflikten ​aleppo.c4sr.columbia.edu. Genopbygning af denne infrastruktur er en langsom, omkostningsfuld proces, hæmmet af vedvarende ustabilitet og mangel på midler.
• Regeringens overvågning og kontrol: Den syriske regerings stramme greb om internettet udgør en grundlæggende udfordring for fri adgang. Da staten “ejer infrastrukturen,” kan den gøre stort set hvad som helst – overvåge, filtrere, opsnappe trafik efter eget valg​ syriadirect.org. Avancerede overvågning værktøjer er blevet implementeret over hele landet. Omkring 2010–2011 installerede myndighederne amerikansk fremstillede Blue Coat firewalls og dyb pakkeinspektionssystemer (DPI) for dramatisk at forbedre deres overvågnings- og blokkeringskapaciteter​ syriadirect.org. Dette betyder, at brugerne i Syrien er under konstant overvågning; hver e-mail, chat eller webside kan blive optaget. Sådan overvågning har reale konsekvenser: aktivister og almindelige borgere er blevet arresteret (og endda angiveligt dræbt) efter, at regeringen har opsnappet deres onlinekommunikation ​thenetmonitor.org​syriadirect.org. Overvågningsklimaet krænker ikke blot privatlivet og ytringsfriheden, men afskrækker også folk fra at udnytte internettet fuldt ud, idet de ved, at enhver online aktivitet kan blive sporet. Indtil denne overvågningsmaskine er reformeret, vil syrere mangler en sikker og åben internetoplevelse.
• Cybersikkerhedstrusler: I konfliktens kontekst har internettet i Syrien været slagmark for cyberkrigsførelse. Pro-regime hackergrupper – mest berømt Syrisk Elektronisk Hær (SEA) – har udført adskillige cyberangreb. Støttet (i det mindste tacit) af regeringen har SEA målrettet oppositionens aktivister, uafhængige medier og endda internationale organisationer ved at forvandle hjemmesider, phishing af sociale mediekonti og sprede malware ​thenetmonitor.org. Inden for Syrien er malwareangreb en konstant trussel: der har været tilfælde af falske chat-apps eller software spredt til støtte for oprørerne, der i hemmelighed overtager enheder, snager gennem kameraer og udtrækker data ​syriadirect.org. Disse cybersikkerhedstrusler har ført til arrestationer og sat liv på spil (f.eks. blev hacket lokationsdata af felthospitaler angiveligt brugt til at koordinere bombninger)​ syriadirect.org. På den anden side har syriske oppositionaktivister og internationale hacktivister også været involveret i cyberoperationer (som lækage af regerings-e-mails eller kortlægning af regimets overvågningsudstyr​ eff.org). Samlet set gør udbredelsen af cyberangreb og manglen på robuste cybersikkerhedsbeskyttelser internettet i Syrien til et meget fjendtligt miljø. Brugere står ansigt til ansigt med ikke kun censur men også risikoen for hacking og malware, med få driftsmuligheder for cybersikkerhedstjenester (da mange vestlige sikkerhedsværktøjer er begrænset af sanktioner).
• Internationale sanktioner og isolation: Globale sanktioner mod Syrien har utilsigtet skabt en “digital embargo”, der hæmmer internetadgangen. USA’s og EU’s sanktioner – rettet mod Assad-regimet – begrænser eksporten af mange teknologier, software og online tjenester til Syrien. Dette har betydet, at almindelige syrere er forhindret i at bruge store vestlige onlineplatforme og værktøjer​en.wikipedia.org. For eksempel er appbutikker, betalingsservice og mange cloudbaserede værktøjer (Google-tjenester, Apple-tjenester, Amazon Web Services, Zoom, Netflix osv.) officielt udelukket fra syrisk territorium​ en.wikipedia.org. Selv når nogle grundlæggende tjenester er tilladt, overholder internationale teknologisk selskaber ofte “overholdelseskriterier” med sanktionerne for at undgå juridiske risici​ accessnow.org. Som konsekvens finder syrere sig selv ude af stand til at downloade populære applikationer, opdatere software eller få adgang til e-læringsplatforme – hvilket udvider den digitale kløft. Sanktioner betyder også, at netværksudstyr og hardware er svære at skaffe. Telekomfirmaer i Syrien kæmper for at importere avancerede routere, switche og dele, der er nødvendige for udvidelse eller reparation, da mange leverandører nægter at sende til Syrien. Selvom sanktionerne har undtagelser for humanitære varer, har den digitale sektor stort set været udeladt. Denne isolation har efterladt Syrien teknologisk bagud og dens internetinfrastruktur forældet. Det er et tveægget sværd: sanktioner har til formål at presse regimet, men de har også “berøvet millioner af syrere digitale tjenester”, som menneskerettighedsorganisationer har påpeget​ accessnow.org. At ophæve eller lempe visse teknologiske sanktioner er et komplekst politisk problem, men indtil det sker, vil Syriens forbindelse forblive begrænset af mere end bare dens interne politik – den er også begrænset af internationale barrierer.

Fremtidige udsigter og perspektiver

Set i lyset af fremtiden vil internetadgangen i Syrien afhænge både af indenlandske udviklinger og international støtte. På den optimistiske side ville enhver forbedring i Syriens politiske og sikkerhedsmæssige situation t sandsynligvis medføre straks fordele for digital forbindelse. Hvis konflikten yderligere aftager og genopbygningen accelererer, kan vi forvente bestræbelser på at genopbygge beskadiget kommunikationsinfrastruktur i større byer og genoptage netværk tilbage til underbetjente områder. Den syriske regering har annonceret ambitiøse planer om en “digital transformation inden 2030,” herunder projekter som en ny “Technologiby” nær Damaskus for at stimulere IT-sektoren syrianobserver.com. Embedsmænd roser disse initiativer som skridt til at modernisere Syriens økonomi og indhente den regionale telekomavance (svarende til golfstaters teknologihubs) syrianobserver.com. Der er også tegn på gradvise fremskridt i telekomsektoren: for eksempel licensede Syrien en tredje mobiloperatør (Wafa Telecom) i 2022 for at konkurrere med Syriatel og (den nu tilbageholdte) MTN en.wikipedia.org. Indgangen af en ny aktør kunne i teorien forbedre mobil dækning og reducere forbrugeromkostninger gennem konkurrence. Sådanne udviklinger antyder, at Syrien i hvert fald på papiret har muligheder for at udvide internetadgangen og tage nyere teknologier i brug (som at udrulle 5G eller udvide fiberoptiske netværk) i de kommende år.

Imidlertid er der betydelige udfordringer for at realisere disse forbedringer. Regimets historik i implementeringen af teknologiske initiativer er dårlig – tidligere løfter (som lanceret en syrisk kommunikationssatellit inden 2018) blev aldrig realiseret syrianobserver.com. Mange observatører er skeptiske over, at de annoncerede “Technologiby” eller digital transformation planer vil blive til mere end retorik, givet landets alvorlige økonomiske tilstand og regimets fortsatte fjendtlighed over for frie informationsstrømme syrianobserver.com. Faktisk, uden betydelige reformer, vil de samme faktorer, der hæmmede internetadgang før, fortsætte: høj censur, overvågning og centraliseret kontrol kunne gøre ny infrastruktur til blot et andet redskab for autoritarisme snarere end et offentligt gode syrianobserver.com. Overkommelighed vil også forblive et problem – med en økonomi i ruiner og udbredt fattigdom, kan store dele af befolkningen ikke betale for internetservice, selvom det bliver teknisk tilgængeligt. Hyppige strømafbrydelser og brændstofmangel må løses for at noget opgraderet digitalnetværk kan fungere pålideligt.

Den rolle som internationale aktører vil være afgørende for Syriens internet fremtid. Globale og regionale organisationer kunne hjælpe med at genopbygge telekommunikationsinfrastrukturen som en del af den bredere post-krig genopbygning (for eksempel finansiering til at genfordele fiberkabler, genoprette mobilmaster eller oprette fællesskabsinternetcentre). Der har været opfordringer fra civilsamfundsgrupper til at sikre, at syrere ikke bliver efterladt i den digitale verden. Digitale rettighedsorganisationer har opfordret til ophævelse af visse teknologirelaterede sanktioner for at hjælpe Syrien med at genoprette sin forbindelse. I begyndelsen af 2025 appellerede over 160 NGO’er og syrisk-amerikanske grupper til den amerikanske regering om at udvide sanktionerne til at dække internetadgang og software, idet de bemærkede, at de nuværende restriktioner har “hindret folk i Syrien i at få adgang til internettet, software og digitale tjenester” nødvendig for genopbygning accessnow.org. Hvis sanktioner på kommunikationsudstyr og onlinetjenester lettes, kan virksomheder som Google, Apple og andre gradvist genoprette adgangen til deres platforme for syrere, hvilket giver dem mulighed for at bruge smartphones og online værktøjer lovligt og sikkert. Dette ville i høj grad hjælpe uddannelse, forretning og integration med den globale digitale økonomi. Selv uden fuldstændig ophævelse af sanktioner kan humanitære initiativer give midlertidige løsninger – for eksempel satellit-internetcentre i fjerntliggende områder eller programmer der tilbyder subsidieret forbindelse til skoler og hospitaler.

I forhold til internetudvidelsen vil meget afhænge af stabilitet og styring. Hvis Syrien bevæger sig mod fred og måske politisk forsoning, kunne investeringer fra udlandet (potentielt fra allierede lande som Rusland, Kina eller Iran, der har færre betænkeligheder ved sanktioner) flyde ind for at opgradere netværk. Under et bedste tilfælde scenarie kunne Syrien inden for det næste årti se sin internetpenetration nærme sig den mellemøstlige gennemsnit (som er over 70%), hvilket betyder, at titusinder af millioner flere syrere ville være online. Nye undervandskabler eller netværksforbindelser kunne etableres for at øge båndbredden, og moderne 4G/5G-mobiltjenester kunne udvides til flere byer og landområder. På den anden side, hvis konflikten eller hårdhændet styre fortsætter, kan Syrien forblive et af de mindst tilsluttede og mest censurerede digitale miljøer i verden. Afgang af teknologiske fagfolk vil fortsætte, og landets unge vil blive yderligere isolerede fra de online muligheden, som deres jævnaldrende har andre steder.

For at opsummere, fremtiden for internetadgangen i Syrien hænger i en baldakin. Ingredienserne for forbedring – en ung befolkning klar til at forbinde, latent efterspørgsel efter information og potentiel international støtte – er til stede. Der er konkrete forslag og initiativer på bordet for at genopbygge og udvide netværket. Alligevel vil meningsfuld fremgang kræve at overvinde vedholdende udfordringer: genopbygge infrastruktur, afslutte bevidste forbindelsesnedlukninger, gøre adgang overkommelig og løsne det stramme kontrol, der længe har kvalt Syriens digitale liv. Hvis disse forhindringer kan tackles, kan syrerne endelig opleve et mere åbent og robust internet i de kommende år, hvilket vil hjælpe med at binde landet sammen og forbinde det med den bredere verden. accessnow.org​